Nedslag i Richard Wagners liv

Richard Wagner (1813-1883), tysk komponist og dramatiker.
Wagners værk består i hovedsagen af de syv musikdramaer: Den flyvende Hollænder (1841), Tannhäuser (1845), Lohengrin (1848), Nibelungens Ring I-IV (I: Rhinguldet, II: Valkyrien, III: Siegfried, IV: Götterdämmerung) (1850-1857 og 1869-1872), Tristan og Isolde, (1859), Mestersangerne i Nürnberg (1868) og Parsifal (1881). Herudover har han skrevet politiske, musikteoretiske, æstetiske og filosofiske bøger og artikler, bl.a. en række antisemitiske skrifter.
Wagner voksede op i Sachsen omgivet af sin mor og fem søstre. Faderen døde, da han var ½ år gammel og stedfaderen (mulig hans biologiske far), da han var syv. Tre af søstrene blev skuespillerinder, og teatrets verden fascinerede drengen Richard, der snart begyndte at skrive dramaer til sit dukketeater. Han ønskede at skabe musik til disse stykker og udover almindelig klaverundervisning fik han undervisning i de fleste orkesterinstrumenters teknik. Som 17årig påbegyndte han musikstudier ved universitetet i Leipzig og studier i komposition hos tidens betydeligste kontrapunktiker, thomaskantor Theodor Weinlig.
Wagner virkede først som kapelmester ved flere mindre scener 1833-1839. 1836 giftede han sig med skuespillerinden Minna Planer (1809-1866). Ægteskabet forblev barnløst. 1839 måtte han flygte fra sine kreditorer. 1839-1842 forsøgte han at opnå et gennembrud i Paris, hvilket mislykkes. I stedet oplevede han og Minna tilværelsen på samfundets bund. Omsider blev operaen Rienzi antaget til opførelse i Dresden.
Wagner vendte tilbage til i Sachsen. Efter ”Rienzis” store succes udnævntes han til kgl. kapelmester. Ægteskabet haltede imidlertid. Wagner engagerede sig politisk imod enevælden. 1849 var han blandt de ledende revolutionære ved opstanden i Dresden og måtte flygte til Schweiz, da opstanden nedkæmpedes. Der blev udstedt arrestordre, og Wagner var herefter landflygtig.
I Zürich sluttede Wagner venskab med multimillionæren Otto Wesendonk, der støttede ham økonomisk. 1858 opstod der skandale på grund af forholdet til fru Mathilde Wesendonk , og Wagner måtte forlade Zürich.
Herefter levede han 1858-1864 faktisk adskilt fra Minna et omflakkende liv til sidst igen på flugt fra kreditorerne. 1862: udstedtes der amnesti for deltagelsen i Dresden-opstanden, således at han kunne vende tilbage til Tyskland. 1864 sker det mirakuløse: Kong Ludwig II af Bayern protegerer Wagner og financierer ham. Endelig får Wagner succes for første gang siden ”Rienzi” med ”Tristan og Isolde” og ”Mestersangerne” i München. På grund af sine forsøg på at opnå politisk indflydelse via påvirkning af kongen samt tillige andre skandaler må Wagner dog atter forlade Bayern. Han slår sig 1866 ned i Schweiz med sin elskerinde, Liszts datter, baronesse Cosima v. Bülow, en af hans bedste venners hustru, med hvem han får tre børn. De gifter sig 1870.
Wagner færdiggør nu ”Ringen” og får organiseret en indsamling af midler til opførelsen af et moderne, stort Wagner-teater i den lille by Bayreuth. Her opføres ”Ringen” 1876 og ”Parsifal” 1882, begge med stor succes. 1883 dør Wagner under et ferieophold i Venedig.
Wagners største musikalske landvindinger blev udviklingen af den symfonisk sammenhængende drama-musik (en forløber for vor tids filmmusik), der undviger alle traditionelle formskemaer, og som derfor hele tiden virker overraskende og ny i sit forløb. Endvidere den avancerede harmonik bl.a. i ”Tristan”, hvor et musikalsk ”centrum” i form af grundklang og afsluttende kadencer ikke høres, samt endelig benyttelse af musikkens temaer som symboler eller ”meta-sprog”.
Indenfor dramatikken udviklede Wagner proto-filmiske effekter som panorering og fiksérbilled-teknik. Der arbejdes med drømmespils-teknikker og surreelle effekter – en række scener er bygget over skabelonen: mareridt og opvågnen. (I essayet Beethoven fra 1870) ser Wagner direkte den skrigende opvågnen fra mareridt som musik- og sangkunstens urkilde). Gennemgående temaer i værkerne er: den forsvundne fader, usikkerhed om heltens afstamning, incestuøs kærlighed samt den erotiske kærligheds generelle umulighed.
Opfattelsen af Wagners værk har skiftet voldsomt gennem tiderne. Hans dramatiske univers (myter, middelalder osv.) tilhørte mere eller mindre den forudgående generation af digtere og dramatikere (”Oehlenschläger-generationen”). Der kom derfor fra starten noget altmodisch-biedermeyeragtigt over Wagneropførelser. Borgerskabet elskede dem uden at forstå deres dybere lag, medens avantgarden vendte dem ryggen. Hertil bidrog også Wagners politiske skrifter, der af og til er ubehagelige eller sære. Først efterhånden er der opstået en stort set almindelig anerkendelse af hovedværkernes tidløse betydning uafhængigt af ophavsmandens politiske forestillingsverden. Wagner er i de seneste hundrede år blevet fortolket både som socialistisk, freudiansk og arketypisk teater.
Wagner kan som ”multi-geni” måske kun sammenlignes med renæssancegiganten Michelangelo. Eller med et voldsomt naturfænomen. Hans betydning for musikhistoriens udvikling blev revolutionerende, samtidig med at han fremstod som sin tids største dramatiker, hvis tankeverden ekkoer i Strindbergs, Joyces og endog så sent som i Samuel Becketts værker. Hans betydning synes stadig at vokse.