Sære blandede stemninger

Sære blandede stemninger

”Man kan rejse, hvor man vil, og tage afsked gennem en hvilken som helst dør.”

Sådan udtalte den 27-årige Debussy sig i slutningen af 1880’erne om det moderne menneskes muligheder. Som ung søgende komponist ønskede han at skabe en ny musik præget af den samme frigjorte ånd, som var gældende i den nye verden, der spirede frem i slutningen af 1800-tallet. F.eks. mente han, at regelmæssigt gentagne rytmer var kvælende for det musikalske liv, og han udtalte også frejdigt, at ”Musik er hverken dur eller mol”. I stedet drømte han om ”Ufuldstændige akkorder som svæver”, og så tilføjede han at ”Tonearten må druknes”. Og som forsvar overfor kritikere, der mente at Debussy ikke udviste tilstrækkelig respekt overfor traditionen, udtalte han med henvisning til sin 10-årige konservatorieuddannelse:

”… jeg føler mig frigjort, fordi jeg kender rummelen, og jeg skriver ingen fugaer, fordi jeg kender stilen.”

Debussy var en revolutionær kunstner med store frihedsdrømme, og de fik ikke blot konsekvenser for den musik, han komponerede. Hans privatliv var præget af store følelsesudsving og det i en grad, at han på sin vej efterlod sig adskillige knuste kvindehjerter. Debussy var kort sagt i sine sansers vold. Hans svar på det franske ideal om frihed, lighed og broderskab – Liberté, Égalité et Fraternité – var Liberté, Plaisir et Sensibilité. Og i sit ungdommelige overmod udtalte han: ”Teori findes ikke. Man skal bare lytte. Nydelse er det vigtigste.”

Rued Langgaard ytrede sig ikke helt så radikalt som Debussy om sit livs- og musiksyn, men forestillingen om, at han allerede mestrede de klassiske kompositionsteknikker, og at han derfor med god ret kunne tillade sig at vende traditionen ryggen og eksperimentere med nye udtryksmåder, havde han tilfælles med Debussy. Så da Langgaard efter en koncertopførelse i 1917 af Symfoni nr. 2 Vaarbrud og Symfoni nr. 4 Løvfald bliver kritiseret for bl.a. manglende formmæssig sans, tager han til genmæle ved at henvise til sin store Symfoni nr. 1 Klippepastoraler:

”Har jeg altsaa saaledes kunnet skrive med Held i Formen, kunne jeg vel ogsaa have vedblevet dermed. Men Udviklingen vilde det anderledes – heldigvis! Med vilje har jeg søgt at gøre mig fri af al spidsborgerlig Musikkultur.”

Rued Langgaard mødte aldrig den ældre komponistkollega Claude Debussy, men han hørte Debussys musik ved koncerter i Berlin og København, og han studerede også udvalgte partiturer af Debussy. Bl.a. orkesterværket Trois Nocturnes, hvor et damekor i sidste sats skaber en illusion af lokkende havfruer. Og da den 23-årige Langgaard i vinteren 1917 har komponeret første version af den store livs- og dødsfantasi Sfærernes Musik for solister, kor, stort orkester og fjernorkester, skriver han, at den nye komposition er ”endnu mærkeligere” end Debussys ”Sirener”.

Men selv om Langgaard har ret i, at han i Sfærernes Musik bevæger sig længere ud på det musikalske overdrev end Debussy i Sirènes fra Trois Nocturnes, er det dog i højere grad lighederne end forskellene, der springer i øjnene, når man sammenligner de to komponisters værker. Både Debussy og Langgaard var optaget af en mystik, hvor den dagklare virkeligheds konturer opløses til fordel for et surreelt, stemningsmættet univers. Og inden for musikkens område er netop Debussy og Langgaard nogle af de fremmeste repræsentanter for symbolismen, som danske Johannes Jørgensen gav følgende markante definition i 1893:

”Det er tilmed min faste Overbevisning, at en sand Verdensanskuelse nødvendigvis maa være mystisk. Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke.”

Men udtalelsen om ”de flade Aander” distancerer Johannes Jørgensen sig bevidst fra 1890’ernes tidsånd, der var præget af en tro på en rationel verdensorden, byggende på fornuft og logik. Samme åndshovmod præger også Debussy og Langgaard. I et af sine galgenhumoristiske øjeblikke udtalte Langgaard endda: ”Først om 2000 Aar – muligvis – er der Haab for min Musik!”. Langgaard var ikke i tvivl om, at hans musik havde en mission, spørgsmålet var blot om samtiden var parat til at lade sig frelse af det åndelige budskab, som han formidlede med sin musik.

Også Debussy følte sig på sin vis ude af trit med tiden. Hun undgik så vidt muligt selskabelighed, og han udtalte om den brede befolkning, at ”Kunst ikke er til nogen nytte for den.” Og med en musik, som brød definitivt med fortiden, satte han også store fordringer til sit publikum, der til tider reagerede med en kølig modtagelse af hans nye musik. Det gælder f.eks. i Trois Nocturnes, hvor Debussy er helt bevidst om at han bryder med den traditionelle symfoniske form til fordel for udforskningen af helt nye klanglige effekter.

Selvom Debussy i sin kunstneriske søgen på sin vis klatrede op i et elfenbenstårn, højt hævet over sin samtid, var han også intenst optaget af den natur, der omgav ham. Beskrivelsen af naturen var dog ikke et mål i sig selv. Så selvom hans stykker er fuld af naturbeskrivelser, som f.eks. i Nuages fra Trois Nocturnes, hvor det drejer sig om ”melankolsk glidende skyer, der forsvinder i det grå, blandet med sarte, hvide nuancer”, er sigtet snarere at fremkalde følelser og bevidsthedstilstande.

”Jeg ønskede af min musik, at den skulle være præget af en frihed, så den ikke var bundet til en mere eller mindre eksakt reproduktion af naturen, men i stedet til mystiske korrespondancer mellem naturen og vores fantasi.”

Det kommer f.eks. til udtryk i Et la lune descend sur le temple qui fut – Og månen synker over templet som var – fra klaversamlingen Images II, hvor Debussy med orientalske klange og en suspendering af den faste puls skaber en stemning hinsides tid og sted. Med ønsket om at skabe musik præget af ”mystiske korrespondancer” skriver Debussy sig ikke blot direkte ind i hjertet af symbolismen, men også ind i forestillingen om, at naturen består af er et virvar af forbindelser, som via sanserne kan samle sig i en metafysisk helhed.

                                                              Korrespondencer                                                                                                                                                                 Naturen er et tempel med søjler af liv;
Man fornemmer dens hvisken, dens utydelige tale,
Når man vandrer omkring i symbolskovens sale
Betragtet fortroligt, i nært perspektiv

De fjerne ekkolyde, alt det, som er spredt,
Forenes i en dyb, i en dunkel harmoni,
Der er mægtig som natten, som lysets magi,
Og samler dufte, farver og lyde i ét

Sådan beskriver Baudelaire allerede i 1861 den ekstatiske tilstand, der kan opstå, når sanserne svæver. Og er der én komponist, der har realiseret denne drømmetilstand i toner, er det Debussy. Men Langgaard har også en ”rem af huden”. Rent musikalsk har Langgaard mange ansigter, men især i 1910’erne begiver han sig ind i det Baudelaire kalder ”symbolskovens sale”. I f.eks. Sange af Jenny Blicher-Clausen, I Blomstringstiden for vokal og strygere og korværket Lokkende toner skaber Langgaard – ligesom Debussy – musik, der mest af alt er stemningskunst. Allerede i 1888 gav den danske litteraturkritikkers Valdemar Vedel en rammende beskrivelse af den særlige følsomhed, der kendetegner stemningskunsten:

”Vor Tids udviklede og sammensatte Sjæleliv bevæger sig ikke i de enkelte og store Bølger, som forrige Tiders; det er ikke de store simple Følelser: Had, Kærlighed, Sorg, Vrede, Jubel, som skifte i os, men fortrinsvis de sære, blandede Stemninger, der synes graa og udjævnede udadtil, men for modtageligere Nerver netop er uendelige rigere, mangfoldigere og finere.”

Velkommen til Rued Langgaard Festival 2012 under mottoet Stemning – Debussy og Langgaard

 

 

Esben Tange