Langgaards Wagnerfornemmelser

Langgaards Wagnerfornemmelser

”Parsifal i Musikforeningen. Jeg (Rued L.) i Barnevognen i Garderoben i Koncertpalæet – afmægtig ’Grebet’ af de underlige afsluttende Gralsklokker (første Akt). Følte mig i Slægt dermed. – Haabløshed i Barnevognen.”

I dette notat referer Rued Langgaard til en oplevelse, han angiveligt har haft som etårig (!) i Odd Fellow Palæet i København, hvor Langgaards forældre overværede en koncertopførelse af dele af Wagners opera Parsifal. Notatet vidner om, at Langgaard havde et usædvanligt følsomt sind, en ekstrem hukommelse og at Wagners musik spillede en væsentlig rolle for den danske komponist. Det samme var tilfældet med Langgaards forældre Siegfried og Emma Langgaard, hvilket fører til ,at Rued Langgaard og hans mor Emma i 1921 foretager en musikalsk pilgrimsrejse til bl.a. Bayreuth, hvor Wagner fik bygget villaen Wahnfried, og hvor han boede de sidste 9 år af sit liv. Kort tid efter hjemkomsten i København får Emma Langgaard trykt en rejseberetning i tidsskriftet inflatable toys Musik.

”Vi tog i Jerngitterdøren, og tre smaa graa langhaarede Racehunde dansede os højtgøende i møde. Jeg var strax hensat i Wagnerfornemmelser – Hunde! – han elskede de Dyr. ”Der gaar Cosima” sagde min ledsager. Med store Øjne stirrede jeg mod en høj Skikkelse, der dækket af en Parasol, med en Dame under Armen, nok saa rask promenerede i Gangene. Cosima! Ja, der gik hun den gamle, næsten forhistoriske Skikkelse – altsaa endnu rank trods sine 83 Aar og sit enestaaende bevægende Liv”

Til trods for at det på dette tidspunkt (1921) er 38 år siden Wagner døde, lever hans enke Cosima Wagner altså stadig. Og Wagners ånd lader fortsat til at svæve over boligen i Bayreuth, ikke mindst fordi Wagner ligger begravet i haven uden for Wahnfried.

”Jeg sætter mig i Wagners særlige Lænestol – hvor der saa pudsigt paa Ryggen er anbragt to smaa broncefigurer til Lys. Hele Haven foran, der gaar i et med Slotsparken, er denne Skærtorsdag som en stor ”Charfreitagszauber”-Dekoration med Plænerne fulde af lyseblaa, violette, gule og hvide Krokus. Man ligesom begriber at ”Parsifal” blev til her – netop her.”

At dømme efter rejseberetningen er det især Rued Langgaards mor, der fører an i besøget i Wahnfried, men den 27-årige Rued Langgaard lader også til at blive grebet af den særlige ånd i villaen.

”Da jeg stod i Wagners Stue (Wahnfried) 1921 saa jeg Udsigten fra Gades Stue i Vestervoldgade! Og jeg ved at det var Wagners Stue, der opfyldte mig i det Øjeblik, og jeg har aldrig været i Gades Stue.”

I Rued Langgaards personlige musikalske univers var Niels W. Gade og Richard Wagner de to vigtigste husguder, og oplevelsen af den særlige stemning i Wahnfried har øjensynligt fået dem til at gå i et. Denne mystiske oplevelser finder sted Skærtorsdag 1921, og tre dage efter – Påskedag – krones rejsen med, at Emma og Rued Langgaard oplever en opførelse af Parsifal i Weimar.

Få måneder efter begynder Langgaard på arbejdet med operaen Antikrist, der er skrevet i direkte forlængelse Parsifal. Det redegør han for i skriftet Fremtidens Frelser og Kunsten (1923):

”Skal Kunsten fortsætte paa den i Parsifal antydede Bane, maa den begynde med at tolke ”Jegets” Storhedsfantasier… Thi i ”Jeget” er ogsaa ”det onde”, lad os da i Guds Navn ogsaa lære at kende dets Væsen til bunds ”um sehend zu werden”.

En dramatiseret Musik-Gudstjeneste: En ny Kunst”

Langgaard vil altså føre kunsten – og i øvrigt også samfundet som sådan – tilbage til det åndelige spor, som Parsifal repræsenterer. Samtidig tror han på, at han med Antikrist kan skabe en helt ny åndeligt præget kunst. Det samme var på sin vis tilfældet med Wagner, der ikke kaldte Parsifal for en opera, men for et ”Bühnenweihfestspiel” – et festspil til helliggørelse af teatret. Og så bruger Langgaard et citat fra Wagner skrift Religion und Kunst, der er tæt knyttet til Parsifal. Langgaards tanke er, at vi kun kan blive ”seende” i den form Wagner drømmer om, ved at udleve nogle af ”Jegets Storhedsdrømme” – og det er netop det Langgaard gør i Antikrist.

Det er ikke kun i Antikrist, at Wagner spøger i Langgaards musik. Også i Langgaards store Symfoni nr. 1 Klippepastoraler er Wagner på spil. På et dramatisk højdepunkt i første sats Brændinger og Solglimt lader Langgaard et kor af blæsere – anført af horn og wagnertubaer – spille en nedadgående kæde af akkorder, der giver mindelser om Wagner. Tonerne stammer fra Wagners Nibelungens Ring, hvor de i den oprindelige form er et såkaldt ledemotiv for selve ”ringen” i Nibelungens Ring. Motivet er centralt, da det udtrykker den store tiltrækning og fascination, som ringen udøver. Den, som har ringen, har magten over verden, men herredømmet har en stor pris, da ringen er forbandet. I forvejen er musikken hos Langgaard skæbnesvanger, og det understreges og uddybes ved at referere til ”ringen” og dermed til den undergangsforestilling, som ringen repræsenterer hos Wagner.

I anden sats Fjeldblomster er musikken også rig på wagnerfornemmelser. I en programnote skrevet til uropførelsen af Berliner Filharmonikerne i 1913 har Langgaard beskrevet, at ” Bjergets Blomster sitrer let i svage Sus, som spøgelsesagtigt stryger gennem Granernes Toppe”. Et stykke inde i satsen skal musikken spilles ”Misterioso”, og her har Langgaard indføjet et let omskrevet citat fra Wagners opera Tannhäuser. Tonerne stammer fra akkompagnement til minnesangeren Wolframs ”sang til aftenstjernen”, hvori han går i forbøn for den fromme Elisabeth, der som en anden engel stiger til himmels og giver sit liv for Tannhäusers frelse. Og ikke nok med det. Over ”Tannhäuser-musikkens” sitrende strygere spiller hornet et tema, der er afledt af det såkaldte trosmotiv fra Parsifal. Temaet spiller blandt andet en vigtig rolle i tredje akts afgørende scene, hvor Parsifal afslører den hellige gral. En handling der giver livet tilbage til gralsridderne.

Forbindelsestrådene mellem Wagners og Langgaards musik er legio, og begge komponister forsøgte at give adgang til en delvis skjult åndelig verden igennem deres musik. Derfor er mottoet for Rued Langgaard Festival 2013 Mysterium. Velkommen!

Esben Tange