Livgivende spændinger

Jeg vil ikke være kontrapunktindterper

Sådan lød Carl Nielsens afskedssalut, efter at han i cirka en måned i vinteren 1907 havde undervist det 13-årige vidunderbarn Rued Langgaard i den musikteoretiske disciplin kontrapunktlære. Den egentlige kompositionsundervisning tog Rued Langgaards far Siegfried sig af, og Carl Nielsen, der allerede var en af Danmarks førende komponister, blev snart træt af at spille en perifer rolle i undervisningen af den talentfulde komponistspire. Derefter blev Carl Nielsen i tiltagende grad lagt for had i det Langgaardske hjem. Ikke mindst fordi Carl Nielsen i de kommende år blev bannerfører for et moderne, antiromantisk musiksyn, der står i direkte opposition til den følelsesspændte romantiske musikæstetik, som Rued Langgaard og familie hyldede.

Carl Nielsen, der er opvokset i små kår på landet, var en søn af folket og kom i 1890’ernes København til at repræsentere en ny tidsånd, præget af frejdig fremskridtstro. Så da den radikale avis Politiken nytårsdag 1901 åbnede døren til det nye århundrede, var det blandt andet ved på forsiden at trykke den da 35-årige Carl Nielsens nykomponerede Festpræludium, der med selvsikre skridt og uden føleri intonerer en ny tid.

Rued Langgaard, der er født 28 år senere end Carl Nielsen, voksede til gengæld op i et tilbageskuende klunketidshjem, hvor arven fra 1800-tallet blev holdt i hævd. Så da Langgaard, der også hurtigt udviklede sig til at blive en fremragende organist, i 1913 som 19-årig skrev Preludio patetico til opførelse på det store koncertorgel i Berliner Filharmonien, var det med frådende patos og i en stort anlagt romantisk stil.

I artiklen Musikalske problemer (1922) harcelerer Carl Nielsen over en af Langgaards husguder – Wagner -, hvis stil Carl Nielsen opfatter som ”überschwänglich” (overlæsset), og han argumenterer for, at tidens komponister skal skabe en mere jordnær og renfærdig enkel musik:

“Man må vise de overmætte, at et melodisk Terzspring bør betragtes som en Guds Gave, en Kvart som en Oplevelse og en Kvint som den højeste Lykke. Tankeløst Fraadseri undergraver Sundheden. Vi ser altså, at det er nødvendigt at vedligeholde Forbindelsen med det oprindelige.”

Afstanden til Langgaards kunstneriske mål er slående. Allerede i 1910 som 17-årig skriver Langgaard med højstemt selvfølgelighed:

“Jeg vil at min Kunst må blive hellig, rent åndelig. De jordiske Sphærer er mig for lave, de menneskelige Følelser saa længe de klæber ved legemet, for ufuldkomne.”

Og da Carl Nielsen i 1916 sætter en ny dagsorden for musiklivet med den voldsomt vitalistiske Symfoni nr. 4 “Det Uudslukkelige”, står det i skærende kontrast til Rued Langgaard, der samtidigt arbejder på det symbolistiske storværk Sfærernes Musik, hvor han fortaber sig i dødsfantasier.

Tidsånden arbejdede for Carl Nielsens musik og imod Rued Langgaards. Efter den anden, succesfulde opførelse af Symfoni nr. 4 konstaterede Nielsen:

“Publikum var ovenud begejstrede … og jeg følte, for en Gangs Skyld, at jeg kan komme til at betyde noget for mit Land i Fremtiden.”

Derimod er der ingen udsigt til, at Rued Langgaard kan få opført værker som Sfærernes Musik i Danmark. Og Rued Langgaards mor Emma, der efter faderens død er den, der står Rued Langgaard nærmest, noterer i sin dagbog:

“… arme Rud, det er ikke let at være Kunstner nu. Overalt ”Ragnarok”. Det ”Uudslukkelige” truer med at fortære al sund Sands i København.”

Som tiden går, dannes der et mønster. Carl Nielsen kommer til at danne skole for nye generationer af danske komponister, hvorimod Rued Langgaard i tiltagende grad bliver isoleret. Og da det Det Kgl. Teater gentagne gange afviser at opføre operaen Antikrist, der er et hovedværk for Rued Langgaard, resulterer det i en dyb, personlig krise, hvor Carl Nielsen efterhånden dæmoniseres. For i takt med, at Rued Langgaard føler sig vraget af det etablerede danske musikliv, får Carl Nielsens musik status af national musik. Set i Langgaards optik bliver Carl Nielsen symbol på alt det, der ikke lykkes for ham selv.

Der føjes spot til skade, da Rued Langgaard i 1940 bliver domorganist og kantor i Ribe Domkirke. For ikke nok med, at Carl Nielsens kone Anne Marie Carl-Nielsen har lavet kirkens tre store bronzedøre, hun brugte også sin mand som model. Så når Rued Langgaard passerede den såkaldte ”Kathoved-port”, blev han i flere af dørens felter konfronteret med synet af Carl Nielsen i skikkelse af en palmeviftende jøde ved indtoget i Jerusalem. Og det siges, at Rued Langgaard kommenterede med et vrissent ”føj”.

Rued Langgaards had til Carl Nielsen kulminerer i sommeren 1948 med det rablende, tragikomiske korværk Carl Nielsen, vor store Komponist, der skal ”Repeteres i al Evighed”, og hvor Langgaard i forordet opregner sine plager: ”Betale i 40 aar for at blive skældt ud i Carl Nielsen Pressen … Betale for Carl Nielsen i Radio … Betale for om Sommeren at sidde i Urnehallen!”

Allerede i Carl Nielsens levetid gjorde Rued Langgaard offentlige udfald mod sin ældre komponistkollega, men Carl Nielsen reagerede klogeligt nok ikke, og selv om begge komponister boede i København, og vi ser bort fra den korte periode i 1907, hvor Carl Nielsen underviste den 13-årige Langgaard, mødtes de kun sporadisk. Og det er kun ganske få af Rued Langgaards værker, Carl Nielsen må formodes at have hørt, så som komponist spiller Langgaard ikke nogen synderlig rolle for Carl Nielsen.

Derimod er nogle af Langgaards mest betydelige og markante værker stærkt påvirket af Carl Nielsens musik. I både Afgrundsmusik for klaver og Humoreske for blæsere og militærtromme indgår der elementer fra Carl Nielsens musikalske verden, men vel at mærke tilført en troldsplint, der får musikken til at dirre af indestængt harme. Og med sin Symfoni nr. 6 “Det Himmelrivende” reagerer Langgaard på sin vis mod Carl Nielsens Symfoni nr. 4 “Det Uudslukkelige” med en religiøst farvet ekstatisk musik, der sætter forestillingen om en nært forestående dommedag på den musikalske dagsorden.

Og i Antikrist fører Rued Langgaard kampen videre. Her slipper Langgaard alle sin samtids dæmoner løs – Carl Nielsen inklusive, men først og fremmest det egocentriske menneske i alle dets moderne former – ud fra en forestilling om, at alle antikristelige kræfter nu vil gå til grunde i “Alles strid mod Alle”.

Esben Tange, kunstnerisk leder