Toner som højere ord

”Intet! Sol staar op og Sol gaar ned. Det er det hele.
Spiller i fortvivlelse Schumann: Fantasie”.Sådan skriver Rued Langgaard i sin dagbog 1. april 1924 på et tidspunkt, hvor han er i en personlig og kunstnerisk krise. Bestræbelserne på at få operaen Antikrist opført er forgæves, og Langgaard bor i en alder af 30 år stadig sammen med sin mor i barndomshjemmet i Niels Juels Gade i København. I en formørket tid forsøger Rued Langgaard at finde trøst i Schumanns musik, som han har kendt siden sin tidligste barndom. Allerede som 7-årig spillede Langgaard Schumanns Davidsbündlertänze, og Fantasie i C-Dur Op. 17 var et af Langgaards yndlingsstykker. Og Schumanns Symfoni nr. 3 Den Rhinske spillede en hel særlig rolle for Langgaard, for han bruger et kort citat fra symfonien som en form for religiøst erindringsmotiv. I sangen Vergeblich og i et par af symfonierne og strygekvartetterne samt i Antikrist har Langgaard behændigt indvævet lidt af Schumanns Rhin-musik. Og resultatet er som et klingende vandmærke, der vidner om et åndeligt broderskab mellem to komponister, der levede i hvert sit århundrede, men ikke desto mindre stod hinanden nær rent kunstnerisk.

 

Selvom Rued Langgaard levede i en moderne, prosaisk tid, følte han sig som en del af 1800-tallets romantiske epoke, og da Robert Schumann var indbegrebet af den romantiske ånd, følte Langgaard sig draget af Schumanns musik og person. Og det tog til i tiden i Ribe, hvor Rued Langgaard langt om længe fik en fast stilling som domorganist. I 1940 skriver Langgaard et lille klaverstykke, der slet og ret hedder Schumann, og i 1946 transskriberer han Schumanns klaversamling Gesänge der Frühe for orgel. I manuskriptet noterer Langgaard lidt om Schumann og
Gesänge der Frühe.

”Komp. October 1853 (sidste Værk) i Düsseldorf. Sidste Koncertreise Novbr. og Dec. 1853 og Januar 1854. Februar 1854 blev han vanvittig af Melankoli, ”Hørte” et ”Engletema”, og styrtede sig i Rhinen. Død 1856 Juli i Endenichanstalten. Gade blev ”fortsættelsen” i København, døde 1890.”

Rued Langgaard ser sig selv som en fakkelbærer, der viderefører den romantiske ild, som Schumann og Gade har tændt, og efterhånden udvikler Langgaards forhold til Schumann sig til en form for identifikation. Schumanns åndeligt prægede og til tider forrevne musik taler stærkt til Langgaard, og Schumanns tragiske skæbne med selvmordsforsøg og tiltagende vanvid kan Langgaard i høj grad spejle sig i, efterhånden som han i de sidste år af sit liv oplever en tiltagende menneskelig og kunstnerisk isolation i provinsbyen Ribe og i det danske musikliv som sådan. Da Langgaard bliver opmærksom på, at der er store ligheder mellem Ribe Domkirke og domkirken i Bonn, St. Martin, bliver Langgaard bestyrket i oplevelsen af et skæbnefællesskab med Schumann, for asylet i Endenich – hvor Schumann døde – ligger kun nogle få kilometer fra Bonn Domkirke. De karakteristiske lyse tuf- og sandsten, som Ribe Domkirke er bygget af, stammer fra Rhinområdet ved Bonn. Og ikke nok med det. De to domkirker har mange fællestræk. F.eks. er Ribe Domkirke bygget med østdelen af domkirken i Bonn som forbillede. Så i Langgaards optik bliver det åndelige fællesskab, han føler med Schumann, beseglet af den fysiske forbindelse mellem de to domkirker, i hvis nærhed de to komponister levede deres sidste år.

Langgaards tanker om Schumann og forbindelsen mellem domkirkerne i Bonn og Ribe fører i 1947 til et af Langgaards mest bemærkelsesværdige klaverværker, Vanvidsfantasi, der har mottoet ”Ved ”Bonn Domkirken” i Ribe”. I denne musik forestiller Langgaard sig, at de to kirker indgår i en form for symbiose, og det samme er tilfældet med Schumanns og Langgaards musik. Allerede med titlen ”Vanvidsfantasi” skaber Langgaard forbindelse til de sidste år af Schumanns liv, der var formørket af sindssyge, og i 2. sats Efteraarsengel skriver Langgaard musik, der er beslægtet med Rued Langgaard Fes t ival 2010 det såkaldte ”Engletema”, som den nervesvækkede Schumann hørte, kort inden han forsøgte at begå selvmord ved at kaste sig i Rhinen. Rent kunstnerisk er Schumann og Langgaard forbundne af deres forestillinger om musik som poesi. Schumann så sig selv som en kunstnerisk nytænker, der i kraft af sin musik åbnede for hidtil skjulte sjælstilstande. Han drømte om en såkaldt poetisk musik med ”toner som højere ord” og med en forståelse af poesien som en anden verden i det dennesidige. I et notat fra 1944 er Langgaard inde på nogle af de samme tanker, blot er han endnu mere radikal i sin beskrivelse af musikkens ekspansive kraft.

”Det høje er Hovedsagen i Musik … Oplev Øjeblikkets sjælelige Vælde i Sjælens fyldige lyse Harmonier – opad! Ikke dette dagligdags traditionelle organiserede nedad altid hvorhen man saa vender sig. Det gør sandelig ikke noget om Musikken vokser ind i Himlen.”

Forestillingen om, at musikken først og fremmest er en åndelig kunstart, der beskæftiger sig med sjælelige værdier, optog Langgaard hele livet, og i en af sine sidste ytringer – i et forbitret brev til Statsradiofonien – er han stærkt optaget af sine forestillinger om musik som poesi.

“… Vil man kassere mig, min Poesi, kasserer man det væsentlige! Nemlig Poesien som ikke kan løsrives fra Tilværelsen, ligesaa lidt som Livet og dødens Gaader. Den evige Varieren af den poetiske klangskønne Musik er Livet. Kan ingen indse det mere, duer Mennesket ikke.”

Desperation – og måske en snigende galskab – lyser ud af disse formuleringer fra en aldrende Langgaard, der her mindre end et år inden sin død opfatter sig selv som en paria i tiden og kunsten. Og ser man bort fra den forbitrede tone er indholdet nært beslægtet med Schumanns tanker, da han også mente, at den poetiske musik spejlede virkeligheden i al sin mangfoldighed. I et brev til sin elskede Clara forsøger den unge Schumann at forklare, hvorfor mange af hans værker ikke var underlagt de samme faste former, som tidens øvrige musik:

”Alt hvad der sker i verden påvirker mig, politik, litteratur, mennesker … Derfor er mange af mine værker svære at forstå, da de er knyttet til fjerne interesser.”

Både Schumann og Langgaard var usædvanligt resonante mennesker. Både ydre begivenheder og indre rystelser påvirkede i voldsom grad deres musik, der spænder fra det intime – og til tider private – til det storladne og grænseløse. Schumanns og Langgaards musik er i følelsernes vold, og den er komponeret med oprejst pande i et bevidst forsøg på at skabe forbindelse mellem sjælens dyb og de højeste sfærer. Som f.eks. i Langgaards orgelfantasi Nemo contra deum nisi deus ipse (Ingen imod Gud undtagen Gud selv), hvor hele følelsesregistret bliver berørt fra det mest hvidglødende rasende til dæmpede religiøse sværmerier, eller som i Schumanns cellokoncert, hvor et syngende, inderligt soloinstrument forenes med brusende orkesterklange.

Andre gange er Schumann og Langgaard i stand til fokusere på én følelse, som f.eks. i Ein Fichtenbaum fra den sidste af Langgaards Fünf Lieder, hvor synet af et tilfrosset grantræ i det høje nord inspirerer Langgaard til at komponere en sagte skridende musik, der fremmaner en isnende ensomhedsfølelse. Eller som i Schumanns Des Abends fra begyndelsen af Fantasistykker op. 12, hvor Schumann kredser om de samme toner igen og igen og skaber en fredfyldt aftenstemning, hvor evigheden spiller med. Når det gælder Schumanns og Langgaards musik, er det kun fantasien, der sætter grænser. Velkommen til Rued Langgaard Festival 2010.

 Esben Tange