Langgaard Workshop og Konkurrence for klassiske talenter

I Rued Langgaard Festival og Langgaard Fonden glæder vi os over endnu engang at sætte fokus på unge talenter, fødekæde og uddannelse inden for klassisk musik, når vi igen afholder Langgaard Workshops og Konkurrence i foråret 2022.

Formålet er at stimulere kendskabet til Rued Langgaards musik i det professionelle, danske miljø og give unge talentfulde musikere koncerterfaring.

Der bliver afholdt Langgaard Workshops på de klassiske musikkonservatorier i løbet af foråret inden for kategorierne sange (lied-duo’er), soloklaver, violin-/klaverduo og strygekvartetter. Workshops vil i praksis fungere som  sparring med erfarne Langgaard-musikere og sangere.

7. – 8. maj 2022 afholdes Langgaard Konkurrencen i Koncertkirken i København. Der uddeles tre priser. Vinderen af førsteprisen vinder ydermere en koncert på Rued Langgaard Festival 2022 i september i Ribe.

Både workshops og konkurrence er generøst støttet af Augustinus Fonden.