Lige fra barnsben følte Aleksandr Skrjabin og Rued Langgaard sig udvalgt og hævet over den praktiske verdslige verden. Og de så et kald igennem den musik, de skabte. Læs her om de to komponister bag værkerne til Rued Langgaard Festival 2020.

Aleksandr Skrjabin og Rued Langgaard blev født med 21 års mellemrum, og de mødte aldrig hinanden. Men igennem deres musik og det tankegods, de begge var optaget af, er der et utal af forbindelser. Også på det personlige plan er der lighedspunkter. De var begge skrøbelige enebørn med stor sensibilitet og en ekstrem kunstnerisk begavelse. Skrjabin fortæller selv at han blev opfostret som et ”glasbarn”, han blev på samme tid forgudet og pylret om. Og i Langgaards tilfælde opstod der en hel kult omkring den spinkle dreng, når han med andagtsfuld mine satte sig ved klaveret eller orglet og improviserede.

Skrjabin og Langgaard var ikke blot komponister, der ønskede at skabe ny musik til tiden. De så sig selv som forkyndere af en ny verdensorden, hvor vi mennesker bliver forenet i en fremtidig lys verden. Men vejen derhen går gennem mørket. Det er tilfældet i Skrjabins Klaversonate nr. 5 og Le Poéme de l’Extase, og det er tilfældet i Langgaards Afgrundsmusik, hvor Langgaard skuer ned i en dyster underverden besat af ondskab.

 

Rusland vs Danmark

Skrjabins vokser op i et førrevolutionært Rusland, der i århundreder havde været undertrykt og forrådt af magthaverne, og som emmede af en drift mod nye samfundsformer og nye lederskikkelser. Bolsjevikkerne havde deres svar. Skrjabin et andet. Han læser Karl Marx’ Kapitalen uden dog at blive kommunist. I stedet ser han i en kommende revolution muligheden for en mystisk-idealistisk verdensomvæltning med kunsten som det samlende centrum og den udslagsgivne faktor.

Langgaard, der vokser op i det mindre konfliktfyldte Danmark, er i stedet kritisk overfor den tiltagende åndløshed og selvoptagethed, der præger de første årtier af 1900-tallet. Med begrebet ”jeg’ets storhedsvanvid” diagnosticerer han en kultur, hvor personlig succes, navlepilleri og umådeholden behovstilfredsstillelse er fjenden.

 

Ilden – en afgørende kraft

Selv om det som bekendt er farligt at lege med ilden, er der ifølge Skrjabin og Langgaard ingen vej uden om at tage netop ildens voldsomme kraft i anvendelse og stirre direkte ind flammehavet, hvis verden, med kunsten som katalysator skal forandres til det bedre. Netop i kraft af ilden er den åndelige verdensrevolution, de drømte om, mulig.

I operaen Antikrist sætter Langgaard alt ind på at udstille tidens dårskaber, og han tror på at han igennem musikken kan antænde gnisten til en åndelig verdensrevolution. Og som en bærende kraft heri indgår ild. Langgaard var gennem hele livet optaget af ild og i særdeleshed gasflammer, som han havde oplevet i sin barndoms gadelamper, og de bliver i Antikrist til en bærende rekvisit. Operaens såkaldte ”billeder”, der afspejler forskellige sider af ”jeg’ets storhedsvanvid”, er præget af varierende gasblus. Hen mod slutningen udgør de den ultimative fortabelse, da der ifølge Langgaard viser sig ”dunkeltbrændende ild, som efterhånden viser sig at være helvede.”

Og her, i bevidstheden om ilden som et på samme tid positivt lysgivende fixpunkt og som et udslettelsens epicenter, mødes Langgaard og Skrjabin i særlig grad, for også hos Skrjabin er ild en afgørende kraft. I sit sidste store orkesterværk Prometheus, Le Pòeme du Feu (Ilddigt), møder vi i egenskab af et udfordrende soloklaver halvguden Prometheus. Ifølge græsk mytologi straffes han for at stjæle ilden fra guderne og bringe den tilbage til menneskene. Men netop i kraft af sin mytologiske betydning af rebel er han hos Skrjabin et udtryk for både skaberglæde, intelligens udtrykt ved visdommens flamme, kærlighed og oprør mod undertrykkelse.

”Jeg kalder jer til live, oh mystiske kræfter! Druknet i skaberåndens mørke dybder, frygtsomme antydninger af liv, jeg bringer jer dristighed.”

Alesandr Skrjabin så sig selv som en troldmand, der igennem musik kunne udføre magi, og han brugte disse ord som overskrift til Klaversonate nr. 5, der kulminerer med en ekstatisk lysende musik. Ordene stammer fra Le Poéme de l’Extase (Ekstasens digt), et langdigt, som Skrjabin skrev samtidig med et orkesterværk af samme navn.

Ekstase er et nøglebegreb for Skrjabin. Han troede på at alle kunne blive ét igennem ekstase, både tilhørerne og skaberne af det værk, som resulterer i ekstasen. Hermed ligger også en del af baggrunden for Skrjabins storhedsvanvid. ”Jeg er Gud” proklamerede han ved flere lejligheder. For er det ikke kun Gud, der er i stand til at samle alle mennesker i en lykkebringende ekstase?

Siden modificerede Skrjabin dog denne forestilling og brugte i stedet formuleringen ”Jeg er” om afgørende passager. Også dette udtryk er dog forbundet med det guddommelige, idet Skrjabin fortsat har en forestilling om, at han ved hjælp af sin kunst er i stand til at samle mennesker i magiske øjeblikke, som ophæver den hidtil kendte verden og skaber en ny virkelighed.

Noget lignende er tilfældet hos Rued Langgaard. I storværket Sfærernes musik bruger Langgaard betegnelsen ”Jeg vil” i opbygningen frem mod et såkaldt ”Blomsterevangelium” og kulminationen i afsnittet ”Afslutning: Antikrist – Krist”, hvor et altomfattende dommedagsopgør baner vejen for forunderlige paradisiske klange. Og i tvillingeværket, operaen Antikrist, er vi vidne til noget lignende, når koret mod slutningen synger om ”Guds Effata” – om en stemme der slår ned i sindet og gør himlens fryd nærværende.

Ekstase og guddommeligt nærvær er også to sider af samme sag hos Rued Langgaard. Vi oplever det i det store format i Sfærernes Musik og Antikrist, og i et mindre mere intimt format i klaverstykket Sponsa Christi tædium vitæ (Kristi Brud livslede) i form af sitrende øjeblikke, hvor den vanlige musikalske logik ophæves af en udefrakommende kraft, der får tid og rum til at gå i et.

Bag alle disse værker af Skrjabin og Langgaard ligger der en drøm om at orkestrere en længe ventet åndelig verdensrevolution. Gennem de sidste år af sit liv arbejdede Skrjabin på at realisere dette en gang for alle i et stort rituelt værk med titlen Mysteriet. Det skulle opføres over 7 dage i en tempellignende bygning ved Himalayas fod i Indien, og med deltagelse af både instrumentalister, sangere og dansere, og med appel til alle sanser. Publikum skulle ikke blot være tilhørere men deltagere, og Skrjabin forestillede sig, at der ud fra Mysteriet og realiseringen af værket skulle stråle en kosmisk kraft, der ville forene menneskeheden på et højere åndeligt stade.

Desværre døde Skrjabin inden Mysteriet var færdigkomponeret, men han nåede heldigvis at skrive teksten til Mysteriets såkaldte Indledende Handling samt en række skitser til musikken. Med udgangspunkt i dette materiale har komponisterne Bo Gunge og Lars Møller komponeret en musikalsk liturgi, der trækker på både klassisk musik, jazz og verdensmusik og som uropføres ved Rued Langgaard Festivals åbningskoncert på Domkirkepladsen i Ribe. Det er vores håb med dette værk at genopvække Skrjabins ånd og de visioner, der ligger bag Mysteriet. Alt kan ske!

Født 6. januar 1872 i Moskva, dør af en blodforgiftning 27. april 1915 – 43 år gammel – i Moskva.  

Enebarn. Af adelig officersslægt, mistede sin mor som ét-årig og voksede op hos sin farmor.  

Komponist og pianist. Komponerede udelukkende for soloklaver og orkester (bl.a. med kor).  

Klaverundervisning hos Nikolaij Zverev, der også var lærer for bl.a. Sergei Rachmaninov. Beskadiger sin højre hånd, hvorefter venstre hånd bliver mere fremtrædende i klavermusikken.  

Studerer på konservatoriet i Moskva, hvor han siden bliver klaverprofessor.  

Debuterer i Skt. Petersborg i 1895 og indgår samme år en fast aftale om udgivelse af egne kompositioner på et anerkendt musikforlag.  

Gifter sig i 1897 med pianisten Vera Ivanova Isakovitj, men forlader hende og børneflokken til fordel Tatiana de Schloezer, der er en dyb beundrer af Skrjabins musik, og med hvem han får flere børn.  

Med udgangspunkt i Schweiz rejser han til Italien, Frankrig, Belgien og USA for at spille koncerter og komponere. Bor i perioder i Paris og Bruxelles med sin nye familie, men vender 1909 tilbage til Moskva.  

Skrev digte og librettoer. Optaget af filosofi og teosofi. Arbejdede bevidst med forbindelsen mellem toner og farver.  

Blandt hovedværkerne tæller 10 klaversonater og en lang række præludier og poèmes, blandt andet Vers la Flamme. I alt fem symfonier, hvor af de sidste tre har titlerne Le Divine Poème, Le Poème de l’extase og orkesterværket Prometheus, Ilddigt, hvori der indgår et lysklaver.  

Arbejdede fra 1908 og frem til sin død med det ufuldendte værk Mysteriet, der skulle opføres i et til lejligheden bygget tempel ved Himalaya, og hvori Skrjabin drømte om en syntese af lyd, syn, lugt, følelse, dans, dekoration, orkester, klaver, sangere, lys, skulptur, farver og visioner.