Medvirkende i Rued Langgaard Festival 2026
Her på siden kan du læse om de medvirkende musikere, kunstnere og foredragsholdere på Rued Langgaard Festival 2026.
Bendt Viinholt Nielsen
Bendt Viinholt Nielsen er musikbibliotekar og musikforsker, har arbejdet i musikforlagsbranchen 1977-84, samt Dansk Musik Informations Center (MIC) og i Slots-og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet og tilknyttet forskningsafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek. Er nu pensioneret. Har udgivet fortegnelsen over Rued Langgaards værker, en Langgaard-biografi m.m. og Rued Langgaard Udgaven, en videnskabelig udgivelsesrække af komponistens værker.
Benjamin Arnika Skydsgaard
Benjamin Arnika Skydsgaard, pianist, er studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han vandt 1. prisen ved Langgaard Konkurrencen i 2023 med violinisten Marcelina Sztekmiler. I 2024 spillede han under hele festivalen på Rued Langgaards Klaver. Ved dette års festival sidder han igen bag Langgaards nyrenoverede klaver og spiller sammen med violinisten Triinu Piirsalu, der i februar debuterede fra DKDM.
Berit Johansen Tange
Berit Johansen Tange er uddannet pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Anne Øland og debuterede fra kammermusikklassen i 2000. Hun har siden 2002 været ansat som akkompagnatør og repetitør samme sted. Hun har optrådt og arbejdet intenst med Rued Langgaards musik, bl.a. som medredaktør og konsulent på flere udgivelser under Rued Langgaard Udgaven. Hun har udgivet fire cd’er med Langgaards soloklaverværker samt den første komplette indspilning af Langgaards værker for violin og klaver sammen med violinisten Gunvor Sihm.
Berte Wiggers Lyneborg
Berte Wiggers Lyneborg, mezzosopran, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og afslutter Operaakademiet i 2027. Hun debuterede på Den Kongelige Opera i marts 2026 i Richard Strauss’ Rosenkavaleren i rollen Drei Waisen. Som koncertsolist har hun bl.a. sunget Mozarts Requiem med Kammerorkestret Musica og optrådt i Berliner Philharmonien. I 2025 modtog hun 2. pris ved Rued Langgaard- konkurrencen med pianist Merel Beelen, og hun har tidligere vundet bl.a. 1. pris og publikumsprisen ved Unge Sangere 2022.
Birgitte Ebert
Birgitte Ebert, organist, er uddannet i København, Lübeck og Paris med debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1990. Hun var 1990-1999 organist ved Hellerup Kirke, indtil hun i 2000 – 2025 blev domorganist i Ribe. Hun er aktiv som orgelsolist og kammermusiker i ind-og udland og har bl.a. været solist med DRuen og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Birgitte Ebert er medstifter af og kasserer i Rued Langgaard Selskabet og koordinator af den årlige Rued Langgaard Festival. Hun har desuden været medredaktør på fire bind orgelværker under Rued Langgaard Udgaven.
Christina Nilsson
Christina Nilsson er svensk sopran og en af Nordens førende operasangere. Hun fik sit internationale gennembrud som Aida på Kungliga Operan i Stockholm og har siden optrådt på scener som Metropolitan Opera i New York, Deutsche Oper Berlin, Bayerische Staatsoper i München og Bayreuth-festivalen. Hendes repertoire omfatter bl.a. Aida, Tosca, Ariadne, Elisabeth (Tannhäuser), Elsa (Lohengrin) og Eva (Mestersangerne i Nürnberg). Som koncertsanger har hun optrådt med førende symfoniorkestre i Europa, USA og Japan. Christina Nilsson er modtager af Birgit Nilsson-stipendiet, vinder af Renata Tebaldi International Voice Competition og blev i 2025 udnævnt til hovsångare af kong Carl XVI Gustaf.
David Risberg
David Risberg, baryton, blev udnævnt til Sveriges Radios P2 Klassisk Artist 2024/25. Han er uddannet fra Stockholms Konstnärliga Högskola og debuterede på Kungliga Operan i Stockholm i 2021. David Risberg har markeret sig i roller som Marcello i La Bohème, Guglielmo i Così fan tutte, Mr Darcy i Daniel Nelsons Pride and Prejudice og Dandini i La Cenerentola. Han har optrådt ved bl.a. Malmö Opera, Kungliga Operan, Norrlandsoperan og Drottningholms Slottsteater. Som koncertsanger har han medvirket med Sveriges Radios Symfoniorkester og Malmö Symfoniorkester og hører til den nye generation af fremtrædende svenske operasangere.
Denisa Irina Pirvulescu
Denisa Irina Pirvulescu er pianist og studerer på kandidatuddannelsen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos professor Marianna Shirinyan. Hun har markeret sig som en talentfuld solist og modtog i 2025 førsteprisen ved Rued Langgaard Konkurrencen. Denisa Irina Pirvulescu en af den nye generation af lovende unge pianister og modtog i 2026 den rumænske ambassades Excellence Award for at promovere kultur fra Rumænien.
DKDM Brass
DKDM Brass er Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums messingensemble under ledelse af professor Jesper Juul Windahl. Ensemblet arbejder med et bredt repertoire fra renæssancen til nutidens musik og medvirker regelmæssigt ved uropførelser af nye værker. DKDM Brass samarbejder desuden med konservatoriets træblæserstuderende om orkesterprojekter og koncertproduktioner.
Dybfølt
Dybfølt er en duo med cellisten Kirstine Elise Pedersen og bassisten Mathæus Bech. De spiller fortolkninger af musik af Langgaard og andre klassiske værker i deres helt eget mix af klassisk musik og folkemusik. Både Kirstine Elise Pedersen og Mathæus Bech er konservatorieuddannet og har en stor kærlighed til den nordiske folkemusik.
Esben Tange
Esben Tange er cand.mag. i musik- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Programmedarbejder og koncertvært i DR P2 og formand for Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse.
Han er medstifter af og tidligere formand for Rued Langgaard Selskabet, samt medstifter og festivalleder af Rued Langgaard Festival i Ribe. Han er forfatter til bl.a. Hjerterne opad I Mod Lyset Rued Langgaard, Musikken og Symbolismen (2014) og Øjeblikkets Evighed – stemning og montager i Rued Langgaards Musik og tidens kunst (2024).
Elizabeth Blicher
Elizabeth Blicher er cand.mag. i Dansk fra Københavns Universitet med særlig viden om nordisk litteratur og sprog. Hun arbejder som litterat, kritiker og formidler og har arbejdet som programmedarbejder i Fonden for Dansk-Norsk Samarbejde, som journalist ved Dagbladet Information. Hun er i dag freelance- tekstudgiver for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2020-) og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad. Derudover er hun sprog- og litteraturformidler, blandt andet i radioprogrammet “Klog på Sprog”, og fungerer som moderator ved forfattersamtaler.
Esbjerg Ensemble
Esbjerg Ensemble blev oprettet i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark.
Ensemblet består nu af 10 musikere fra hele verden, fordelt som strygekvartet, blæserkvintet og slagtøj. Ensemblet har en lang række cd’er bag sig med værker af bl.a. Beethoven, Mozart, Sjostakovitj og Fauré, samt Carl Nielsen, Bent Sørensen, Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård. Udover koncerter i Danmark er Esbjerg Ensemble ofte at finde på internationale scener.
Gabriella Bergman
Gabriella Bergman blev i efteråret 2020 ansat som ensemblechef for Esbjerg Ensemble. Efter studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blev hun ansat som fagottist i Malmø Symfoniorkester, hvor hun begyndte at arbejde med udvikling af tiltag for børn og unge i orkestret. Sideløbende spillede hun i orkestret som musikere. Fra 2015-2020 arbejdede hun som kunstnerisk musikchef for kulturhuset Spira i Jönköping og begyndte derefter i sin stilling som ensemblechef for Esbjerg Ensemble.
Hans Wallmark
Hans Wallmark er Sveriges ambassadør i Danmark. Han er uddannet i jura og statskundskab fra Uppsala universitet, har tidligere været præsident i Nordisk Råd, kommunalbestyrelsesmedlem i Ängelholm, medlem af Sveriges Riksdag og udenrigspolitisk talsperson for Moderaterna.
Helle Lund Rosborg
Helle Lund Rosborg er projektleder og fundraiser hos Rued Langgaard Festival. Hun er uddannet i musik og Film- og mediekundskab og har bl.a. arbejdet i Aalborg Symfoniorkester som produktionskoordinator og forretningsudvikling. Hun er desuden fundraiser for Opera i Rebild og konsulent i Esbjerg Ensemble.
Helsingborg Symfoniorkester
Helsingborg Symfoniorkester er et af Sveriges førende symfoniorkestre med omkring 60 musikere og hjemsted i det ikoniske Helsingborg Koncerthus. Orkestret forener den symfoniske tradition med en stærk interesse for ny musik og nye koncertformer. Siden 2024 har den internationalt anerkendte dirigent Maxime Pascal været chefdirigent. HSO giver årligt omkring 75 koncerter og er kendt for sit brede kunstneriske virke, der spænder fra store symfoniske værker til familiekoncerter, skoleprojekter og genreoverskridende samarbejder.
Jesper Juul Windahl
Jesper Juul Windahl er professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han leder messingblæseruddannelsen. Han er uddannet basunist og dirigent og var 1996-2013 1. solobasunist i DR Symfoniorkestret. Som solist, kammermusiker og dirigent har han optrådt internationalt og samarbejdet med en række førende orkestre og ensembler. Han har vundet flere internationale priser, været årets DR P2-kunstner og har uropført en lang række værker skrevet til ham af danske og internationale komponister.
Jonas Frølund
Jonas Frølund er en af Danmarks mest lovende unge klarinettister, uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Supérieur-konservatoriet i Paris. Han har et bredt repertoire med fokus på kammermusik, solooptrædener og ny musik. Jonas er soloklarinettist i Danmarks Underholdningsorkester og blæserkvintetten V Coloris og samarbejder fast med pianisten Elias Holm. Han er kendt for atskabe musikprojekter fra bunden og har modtaget flere priser for sit arbejde. Han har bl.a. samarbejdet med Trio con Brio Copenhagen, Nikolaj Szeps-Znaider, Marianna Shirinyan og Det Danske Strygekvartet og optræder regelmæssigt med Nightingale String Quartet.
Jonas Hunt
Jonas Hunt er uddannet i kirkemusik og tidlig musik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har haft omfattende virksomhed som kammermusiker. Han er uddannet orkesterdirigent ved Lunds Universitet og Norges Musikkhøgskole i Oslo. Han er desuden en flittig komponist og arrangør og har skrevet til DR Symfoniorkestret, DR Pigekoret, Det Kongelige Teater,MidtVest Pigekor m.fl. Er domkantor ved Ribe Domkirke.
Jonas Rasmussen
Jonas Rasmussen er dirigent for Akademisk Kor Århus, Ungdomskoret Aarhus U og Ensemble Novum og uddannet i korledelse fra University of Cambridge, Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han underviser desuden i klassisk korledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium og er særdeles aktiv som komponist og arrangør, i hvilken egenskab han har skabt værker og arrangementer, der er opført af kor i hele Danmark.
Josefine Weber Hansen
Josefine Weber Hansen er bratschist, sanger og komponist med en særlig interesse for at forene stemme og instrument i nye kunstneriske udtryk. Hun er uddannet i både sang og bratsch fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og studerer i solistklassen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium. Som udøvende musiker og skabende kunstner arbejder hun på tværs af klassisk musik, ny musik og tværkunstneriske formater. Hun er medlem af bl.a. Venteværelset og Damkapellet og modtog i 2021 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats Talentpris og Sonnings Talentpris i 2025.
Karen Bendix
Karen Bendix er uddannet cand. mag. i musik-og medievidenskab fra Københavns Universitet, samt journalist og kommunikation ved DJH. Siden har hun arbejdet med formidling, journalistik, markedsføring og kommunikation af musik bl.a. på DR P2, Universal Music, Dansk Musikerforbund, Mission Øst, Rued Langgaard Festival og som sekretariatsleder i KORLIV – folkekirkens kororganisation.
Laura Helene Hansen
Laura Helene Hansen har afsluttet sin postgraduate-uddannelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i 2026 og fik sin kandidatgrad fra Operaakademiet ved Den Kongelige Opera i København i 2024. Hun deltog i DR-dokumentarserien Den Næste Diva, og formår med sin dramatiske og humoristiske performance at vække nysgerrighed for opera blandt et publikum, der normalt ikke opsøger genren. En stor del af Lauras arbejde og passion kredser om underrepræsenterede komponister, især danske kvinder.
Lena Jonsson
Lena Jonsson er svensk violinist og komponist. Hun regnes blandt Skandinaviens mest nyskabende folkemusikere, der med afsæt i den svenske folkemusiktradition forener elementer fra rock, pop, old-time og bluegrass i et personligt og virtuost musikalsk udtryk.
Lene Juhl
Lene Juhl er videokunstner, digital scenograf og kreativ konceptudvikler. Med udgangspunkt i video, lys og digitale medier skaber Lene Juhl multidisciplinære projekter indenfor scenekunst, ruminstallationer, udstillinger og koncerter. Hendes kunstneriske udtryksform befinder sig i et krydsfelt mellem visuel kunst, design og levende performance.
Lotte Andersen
Lotte Andersen, skuespiller, begyndte sin teaterkarriere i 1984 på Dr. Dante og var tilknyttet Aveny Teatret indtil 2002, hvor hun bl.a. var en af hovedkræfterne bag Teaterkoncert-Gasolin med instruktør Nikolaj Cederholm. Hun har optrådt på scener som Østre Gasværk, Betty Nansen, Operaen og Barbican Theatre. I 2011 blev hun nomineret til en Reumert for bedste kvindelige hovedrolle i Lykkebjørn. Med sit produktionsselskab SONGBIRDS har hun skabt forestillinger som RADIUM og Carl & Marie. Hun debuterede i Ole Bornedals Nattevagten (1994) og har haft roller på både film og tv bl.a. i serier som Forbrydelsen, Rita og Bedrag. Hun var manuskriptforfatter på Oh Happy Day (2004) og forfatter til brevromanen Carl og Marie i 2018.
Louise Dam Eckardt Jensen
Louise Dam Eckardt Jensen er en dansk-amerikansk saxofonist, vokalist og komponist, og hun spiller på festivalen med sin mand, bassisten Tom Blancarte. Hun spiller også i bl.a. saxofonkvartetten med Tamio Shiraishi, Matt Nelson og Chris Pitsiokos og er leder af og komponist for det danske impro-no-wave band Sweet Banditry og duoen The Home of Easy Credit. Eckardt Jensen har turneret i USA, Europa og Japan og driver pladeselskabet Marsken Records sammen med Tom Blancarte. Udover at være udøvende kunstner underviser hun ved bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium i København.
LæseSelskabet, Ribe
LæseSelskabet, Ribe er en forening, der vil fremme læseglæde, skabe litterære fællesskaber og motivere til læsning gennem aktiviteter som oplæsningsaftener, litteratursalon og “Strik & lyt”-arrangementer. Henrik Lykke, Anette Jensen, Bodil Sixhøj Hyldahl fra LæseSelskabet læser op ved festivalen.
Nightingale String Quartet
Nightingale String Quartet blev dannet i foråret 2007 og består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violin, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch og Louisa Schwab, cello. Alle fire er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor Tim Frederiksen var deres mentor og kammermusiklærer. Med deres indspilninger af Rued Langgaards samlede produktion for strygekvartet, udgivet af Dacapo, har de høstet stor international opmærksomhed fra musikmagasiner som bl.a. BBC Music Magazine and Gramophone. I 2010 modtog de DR’s talentpris og i 2013 DR’s P2 prisen for den bedste danske udgivelse, samt Anmelderringens Kunstnerpris 2013. I 2014 blev de som det første ensemble udnævnt til Gramophone “Young Artist of the Year”. Alle medlemmer af kvartetten har skiftevis været med i juryen til Rued Langgaard Konkurrence.
Peter Hvas Thomsen
Peter Hvas Thomsen er sangpædagog og korleder med mange års erfaring inden for kor- og musikpædagogisk arbejde. Han leder i dag Horsens Mandskor og ungdomskoret Musvidderne i Aarhus og er kendt for sin energiske, legende og inkluderende tilgang til korarbejdet. Hans musikalske virke spænder over både klassisk og rytmisk repertoire, og han videreuddanner sig i klassisk kordirektion ved konservatoriet.
Philip Schmidt-Madsen
Philip Schmidt-Madsen er organist ved Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København. Han har studeret kirkemusik og orgel på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Hochschule für Künste i Bremen og debuterede fra solistklassen i 2013. Han har vundet adskillige priser og har en stor koncertaktivitet i både Danmark og Europa. Samtidig er han korproducent, akkompagnatør og gæstedirigent for Sankt Annæ Pigekor, kunstnerisk leder af koncertvirksomheden Pro Musica Copenhagen og har siden 2013 har han været timelærer i liturgisk og solistisk orgel ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Philip har indspillet værker af bl.a. Langgaard på pladeselskabet Naxos og er med i Langgaard Selskabets bestyrelse.
Signe Asmussen
Signe Asmussen, sopran, er en ofte benyttet solist i landets orkestre. Hendes store interesse for kammermusik og den nye kompositionsmusik har ført til utallige cd-indspilninger og kontinuerligt, tæt samarbejde med landets kammerensembler. Med gentagne engagementer på både Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera og som fast medlem Guido Paevatalus kammer-operakompagni ”GuidOpera” og Carol Conrad og Thomas Koppels ”Operettekompagniet” har hun en omfattende turné-virksomhed rundt til alle landets musikhuse og –teatre.
Signe Hørmann Sørensen
Signe Hørmann Sørensen er instruktør og scenekunstner med fokus på musikdramatiske værker og sanselige, tværæstetiske fortælleformer. Hun arbejder med lyd, krop og tekst som ligeværdige elementer i scenekunsten og er kendt for sine samskabende arbejdsprocesser. Som huskunstner på Aveny T i sæson 2023/24 skabte og kuraterede hun flere forestillinger, herunder Min mor siger, Fuck You Account og Grubleren. Hun har desuden instrueret på bl.a. Aveny T, GLAD Teater, Teater V og Teatret ved Sorte Hest.
Stundom
Stundom er en dansk folkemusiktrio med Jonas Frølund som gæstesolist. Trioen spiller nordisk musik, inspireret af traditionel dansk musik blandet med klassisk kammermusik og moderne symfoniske elementer. Trioens medlemmer, Emma Elmøe (violin), Villads Hoffmann (citar) og Julian Svejgaard (klaver), deler en unik musikalsk kemi og evne til at skabe fængende melodier.
Folkemusiklinjen på SDMK
Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) holder til i Esbjerg og er i folkemunde kendt som “Folkekons”. Uddannelsen tilbyder dybdegående undervisning i traditionel og nyskabende folkemusik. Studerende fra folkemusiklinjen medvirker ved årets festival.
Sønderjyllands Symfoniorkester
Sønderjyllands Symfoniorkester er et turnerende landsdelsorkester med 65 fastansatte musikere og med rødder tilbage til 1936. Orkestret spiller omkring 150 arrangementer om året: symfonikoncerter, kirke-, skole-, gymnasie- og familiekoncerter. Hertil kommer koncerter med lokale amatørkor, årlige fælleskoncerter med Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester og koncerter med gymnasiekor fra hele regionen. Sønderjyllands Symfoniorkester spiller til Den Jyske Operas forestillinger i landsdelen og medvirker jævnligt ved transmissioner på DR P2. Endvidere indspiller orkestret løbende cd’er, bl.a. for selskaberne Danacord og Dacapo.
Thomas Dausgaard
Thomas Dausgaard er en af Danmarks mest internationalt anerkendte dirigenter og har stået i spidsen for en lang række af verdens førende orkestre. Han er chef- og gæstedirigent ved bl.a. BBC Scottish Symphony Orchestra, Seattle Symphony, æresdirigent for DR Symfoniorkestret og i dag Principal Guest Conductor for RTVE Symphony Orchestra i Madrid. Dausgaard er en passioneret fortolker af nordisk musik og har spillet en afgørende rolle i den internationale udbredelse af Rued Langgaards værker gennem koncerter, kritiske nyudgivelser og prisbelønnede indspilninger. Hans omfattende diskografi tæller mere end 100 udgivelser, og han er kendt for sin nysgerrige og visionære tilgang til både det klassiske kernerepertoire og oversete musikalske skatte.
Tobias Ringborg
Tobias Ringborg er svensk dirigent og violinist med en omfattende international karriere inden for opera og symfonisk musik. Efter at have vundet Den Svenske Solistpris i 1994 indledte han en succesfuld karriere som violinist, før han i 2000 skiftede fokus til dirigentgerningen. Han har dirigeret ved en lang række operahuse i Skandinavien, Storbritannien, Tyskland og New Zealand med særligt fokus på Mozart og det italienske operarepertoire. Tobias Ringborg er medlem af Kungliga Musikaliska Akademien og modtog i 2010 Herbert Blomstedt- prisen.
Tom Blancarte
Tom Blancarte er en amerikansk/ dansk bassist, improvisator og komponist med rødder i den eksperimenterende musikscene i New York. Han har turneret internationalt i mere end 20 år som solist og med en lang række ensembler. I dag er han bosat i Danmark, hvor han er aktiv som musiker, underviser, forsker og stifter af pladeselskabet Marsken Records.
Torben Krebs
Torben Krebs har en omfattende koncertvirksomhed i Danmark, Europa og USA. Han er desuden kirkeministeriel orgelkonsulent for Vestdanmark. Som solist og kammermusiker arbejder han på tværs af klassiske og rytmiske genrer og hører til blandt Danmarks mest aktive formidlere af orgelmusikken.
Triinu Piirsalu
Triinu Piirsalu er en estisk violinist. I december 2025 vandt hun 1. pris samt tre special-priser ved den estiske strygerkonkurrence, og i februar 2026 spillede hun sin debutkoncert på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I sine koncertprogrammer forbinder Triinu ofte det klassiske repertoire med traditionel folkemusik og tager indimellem også den norske Hardangerfele med på scenen.
Ungdomskoret Aarhus U
Ungdomskoret Aarhus U er et blandet ungdomskor med base i Aarhus Domkirke, bestående af 40 unge sangere i alderen 15–25 år. Under ledelse af Jonas Rasmussen har koret markeret sig som en central aktør i det danske vokale vækstlag. Koret er kendt for sin genrenysgerrige tilgang til repertoire og bevæger sig ubesværet mellem klassisk, rytmisk, folkemusik og alt derimellem. Koret har udgivet flere indspilninger og vundet flere korkonkurrencer.
Vinderen af Rued Langgaard Konkurrencen 2026
Guitar/lied duoen med Siri Sofia Glasdam Jakobsen, sopran, og Nichlas Overgaard, guitar, fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium vandt 1. prisen ved årets Rued Langgaard Konkurrence 2026 og dermed en koncert på Rued Langgaard Festival 2026. Nichlas Overgaard har selv arrangeret de udvalgte værker af Langgaard for guitar- og sangduo.